374 nye ingeniørstuderende budt velkommen

Årets vinteroptag på ingeniøruddannelserne er det største nogensinde. De mange nye studerende blev budt velkommen mandag morgen den 30. januar.

30.01.2017 | Christina Troelsen

Stemningen var god blandt de nye studerende. Her er det studerende fra Elektronik, Informations-og Kommunikationsteknologi (IKT) og Elektrisk Energiteknologi. (Foto: Lars Kruse, AU Foto).

Dekan for Science and Technology, Niels Chr. Nielsen, bød de mange nye ingeniørstuderende velkommen på Aarhus Universitet. (Foto: Lars Kruse, AU Foto).

Direktør for Ingeniørhøjskolen Conni Simonsen bød også velkommen. (Foto: Lars Kruse, AU Foto).

Det var råkoldt og gråt udenfor, men indenfor i det store auditorium på Katrinebjerg var stemningen opløftet og forventningsfuld, da dekan Niels Chr. Nielsen bød de mange nye ingeniørstuderende velkommen.

"I går ind i en spændende epoke. Åbningen på et nyt liv. Da jeg selv startede på Aarhus Universitet, var det starten på en af de absolut bedste perioder i mit liv," sagde Niels Chr. Nielsen blandt andet, og tilføjede, at de nye studerene har truffet et klogt studievalg:

"Samfundet har brug for jer. Der er massivt behov for ingeniører."

De nye ingeniørstuderende starter sædvanen tro med et introforløb, som byder på både faglige introduktioner og sociale ryste-sammen-aktiviteter, planlagt af ældre studerende, som fik en tak med på vejen fra dekanen:

"Der er mange tutorer her i dag. Det er frivilligt arbejde, og de har brugt måneder på at planlægge introdag og hytteture. Det er en kæmpe indsats. Tusind tak for det!"

Direktør for Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, Conni Simonsen, deltog også i velkomsten til de studerende. Hun glæder sig over at kunne melde fuldt hus på langt de fleste ingeniøruddannelser ved dette års vinteroptag.

Læs også nyheden Stor fremgang i optaget på ingeniøruddannelserne i Aarhus

Medarbejdere
89573 / i31