Ny samarbejdsaftale med universitet på Sumatra

Aarhus Universitet har underskrevet en samarbejdsaftale med Syiah Kuala Universitetet i Aceh-provinsen i det nordligste Sumatra i Indonesien (UNSYIAH). Dermed hjælper Aarhus Universitet med genopbygningen i Aceh efter 2004-tsunamien

25.11.2014 | Thomas Nielsen

Konstitueret dekan Johnny Laursen og rektor Samsul Rizal udveksler de underskrevne samarbejdsaftaler. På billeder ses: Ambassadør Bomer Pasaribu, konstitueret dekan Johnny Laursen og rektor Samsul Rizal (Foto: Thomas Nielsen, Administrationscenter ST)

Konstitueret dekan Johnny Laursen og rektor Samsul Rizal udveksler de underskrevne samarbejdsaftaler. På billeder ses: Ambassadør Bomer Pasaribu, konstitueret dekan Johnny Laursen og rektor Samsul Rizal (Foto: Thomas Nielsen, Administrationscenter ST)

Fredag d 21. november besøgte en delegation fra Syiah Kuala Universitetet i Aceh-provinsen i det nordligste Sumatra i Indonesien (UNSYIAH) Aarhus Universitet.

Delegationen var ledet af rektor fra UNSYIAH – prof. Samsul Rizal og prof. Darusman (Direktør for Graduate Studies). Desuden deltog en delegation fra den indonesiske ambassade i København, ledet af ambassadør Bomer Pasaribu og Riris Wusananingdyah (leder af afdelingen for uddannelses- og kulturelt samarbejde). Delegationen blev fra Aarhus Universitet bl.a. mødt af konstitueret dekan fra Arts Johnny Laursen og institutleder fra Kultur og Samfund Bjarke Paarup. Formålet med besøget var at underskrive en samarbejdsaftale mellem UNSYIAH og Aarhus Universitet og drøfte konkrete samarbejdsprojekter mellem de to universiteter.

AU-delegation besøgte Indonesien i forsommeren

I forsommeren 2014 besøgte en delegation fra AU (ST og Arts) en række indonesiske universiteter, herunder universitetet i Aceh, UNSYIAH. Besøget resulterede i, at en række muligheder for samarbejde blev identificeret, primært omkring kapacitetsopbygning inden for to fagområder: Samarbejde om AU’s uddannelse i Human Security og igangværende forskningsprojekter i Indonesien inden for antropologi samt samarbejde om AU’s aktiviteter inden for Science and Technology (bl.a. bioscience, miljøvidenskab og agroøkologi).

Med den nye samarbejdsaftale er vejen banet for at udvikle samarbejder om kapacitetsopbygning, studenterudveksling m.m.  

Efter underskriftsceremonien fredag 21. november udtalte Hans Excellence Bomer Pasaribu, Indonesiens ambassadør i Danmark: “The newly elected Indonesian President – Joko Widodo - has made environmental safety and security for the people of Indonesia one of the "Nine Pillars" of his Presidency. In this context the Government of Indonesia is confident that the new collaboration will be beneficial not only for the two universities, but also for the people of both Indonesia and Denmark”.

Institutleder Bjarke Paarup (CAS) udtalte: ”Indonesien er et af de lande, som har den hurtigste økonomiske vækst. Den indonesiske regering investerer massivt i uddannelse og forskning og vi ser et meget stort potentiale for forsknings- og uddannelsessamarbejde med indonesiske universiteter, ikke mindst indenfor "Human Security" og "Sustainable Natural Resources Management".

Tsunamien 2004 og UNSYIAH

Da tsunamien ramte Sydøstasien i juledagene i 2004, var Aceh-provinsen et af de områder, som blev hårdest ramt. Mange tusinde mistede livet, og endnu flere mistede deres hjem og deres levebrød. Syiah Kuala Universitetet gik heller ikke ram forbi – ca. 300 ansatte og 1.500 studerende mistede livet under tsunamien.

Facts om UNSYIAH

Der er ca. 1.500 videnskabeligt ansatte og ca. 800 administrativt ansatte på universitetet, som har ca. 30.000 studerende (hovedsageligt BSc studerende) fordelt på 12 fakulteter. Efter tsunamien i 2004 har universitetet opbygget nye forskningsområder indenfor katastrofehåndtering (f.eks. har de et ”Tsunami Disaster and Mitigation and Research Center”; et ”Katastrofe-forskningsprogram” og et ”Freds- og Konfliktløsnings-studieprogram”).

For mere om aftalen kontakt

Knud Warming, områdeleder, Internationalt Center - warming@au.dk / 871 52141 eller

Thomas Nielsen, international rådgiver, Administrationscenter ST – Thomas.nielsen@au.dk / 871 53582

 

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere
89573 / i31