Aarhusianske nano-detektiver på podiet i Harvard-konkurrence

Det blev til to flotte tredjepladser, da et hold bachelorstuderende fra Aarhus Universitet konkurrerede i biomolekylært design på Harvard University.

13.11.2014 | Anne-Mette Siem

Detector Gadget er en detektiv skabt af RNA. Han kan undersøge celler og molekyler og ved hjælp af selvlysende stoffer lyse ud med sine fund. Illustration: Ebbe Sloth Andersen, iNANO, Aarhus Universitet.

Konkurrencen BIOMOD på Harvard University er for studerende fra hele verden, der konkurrerer i at bygge med molekyler, udtænke kreative anvendelser og formidle deres projekter bedst muligt. Holdet fra Aarhus Universitet har udviklet en biosensor, der fungerer som en slags detektiv på nanoskala, der kan opsnuse giftstoffer i en blodprøve og signalere ved hjælp af lys. Det har de gjort så godt, at det rakte til en tredjeplads for deres hjemmeside og en tredjeplads for deres video til BIOMOD.

 

 

En molekylær inspektor Gadget

De aarhusianske studerende kalder sig Team Detector Gadget. Navnet har de lånt fra tegnefilmens verden, hvor inspektor Gadget er en lidt fjottet detektiv, der ved hjælp af diverse teknologiske dingenoter løser komplekse mysterier.

 

Den molekylære udgave af ham er en nano-detektiv, der kan trænge ind i kroppens celler, lave undersøgelser og signalere resultatet ud igen ved hjælp af lys. Han – der rettelig er en biosensor – er skabt af et RNA-molekyle, der både kan binde specifikke kemiske stoffer og aktivere selvlysende molekyler. De studerende har skabt et sensormodul, der kan tænde det selvlysende molekyle, når det finder et kemisk stof i cellen, så vi  – populært sagt – kan se udefra, hvor der er noget galt. Sensoren kan potentielt bruges til at måle medicinniveauer i en celle og til diagnostik af sygdomme.

 

Ebbe Sloth Andersen, der har været hovedvejleder for holdet siger: "De studerende har udviklet en helt ny sensor type, der kan bruges til meget præcist at bestemme koncentrationen af kemiske stoffer i blodprøver eller direkte indeni celler. Ved at kombinere den nyeste RNA nanoteknologi har de lavet en sensor, der kan måle i bredere koncentrationsområder og med en intern kontrol, der gør målingerne mere pålidelige. Det er utrolig flot arbejde og fantastisk at de studerende ved at arbejde sammen som et team har nået et så højt niveau i løbet af deres bachelorprojekt. Vi arbejder videre med projektet i mit laboratorie, hvor vi vil undersøge de forskellige anvendelsesmuligheder."

 

Konkurrence i bachelorprojekt

Team Detector Gadget har lavet biosensoren som deres bachelorprojekt.  Forud for konkurrencen ligger mange måneders intenst arbejde. Primært med at udvikle biosensoren men til sidst også med  at lave præsentationen af den færdig.

”Det er en meget lærerig måde at lave et bachelorprojekt på, da det er så meget mere end bare et projekt”, fortæller Maria Færch Jensen, der læser nanoscience og er en del af holdet. ”Vi har fået lov til at smage på hvad det vil sige at være rigtig forsker – på godt og ondt – relativt tidligt i vores uddannelsesforløb, og det har været fantastisk.

 

Se videoen om Detector Gadget

Se holdets hjemmeside

 

 

For mere info kontakt:

Holdmedlem og nanosciencestuderende Maria Færch Jensen

Mobil:  28786454

Mail: mfjensen42@gmail.com

 

Holdets hovedvejleder Ebbe Sloth Andersen, iNANO og Institut for Molekylærbiologi og Genetik.

Mobil: 41178619

Mail: esa@inano.au.dk

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere
89573 / i31