CO2 er i luften – det er CADIAC også

De 60 mio. kr. til det nye grundforskningscenter CADIAC hos iNANO er den vildeste investering, Danmarks Grundforskningsfond hidtil har foretaget. Det fortalte fondens formand, Liselotte Højgaard, da centret officielt gik i luften den 23. september.

24.09.2015 | Peter F. Gammelby

60 mio. kr. og et varmt skulderklap. Formanden for Danmarks Grundforskningsfond, Liselotte Højgaard, er begejstret for de ambitiøse planer, professor Troels Skrydstrup og hans kolleger i CADIAC nu går løs på. Foto: Peter F. Gammelby, AU

Tænk, hvis det lykkes. Tænk, hvis fremtidens bemandede missioner til Mars slipper for en del af bagageafgifterne, fordi astronauterne vil kunne 3D-printe mange af deres redskaber, når de når frem – af plastic, der udvindes af CO2 direkte fra Mars’ egen atmosfære.

Det var nok det mest højtflyvende mål, professor Troels Skrydstrup præsenterede i sin tale ved åbningsceremonien for Carbon Dioxide Activation Center. Som leder af centret – sammen med professor Kim Daasbjerg – lagde han ikke skjul på, at udfordringerne er formidable.

Selv uden Mars-plastic er de videnskabelige mål med CADIAC nemlig meget dristige: at gøre det (i hvert fald på Jorden) udskældte CO2 til et værdifuldt og let tilgængeligt råstof ved hjælp af helt nye teknologier – som centrets internationale stjernehold af forskere altså nu skal til at opfinde.

Risikovillig investering                            

Grundforskningsfondens formand, Liselotte Højgaard, er begejstret.

”Det er et meget ambitiøst projekt, og der er ingen garanti for succes. Men hvis det lykkes, vil gevinsten være fantastisk, både videnskabeligt og for erhvervslivet og for hele verden. Det er den vildeste investering, vi har foretaget, men hvis ikke Danmarks Grundforskningsfond skulle investere, hvem skulle så?” siger hun.

Eller som rektor Brian Bech Nielsen udtrykte det:

”Forskning af høj kvalitet kræver tålmodighed og finansiering. I dette tilfælde en masse tålmodighed og meget mere finansiering.”

Ikke en lodseddel

Dermed ikke sagt, at CADIAC er en lodseddel. Liselotte Højgaard citerede i sin åbningstale Louis Pasteurs ”Heldet tilsmiler den, som har forberedt sig” og roste holdet bag CADIAC for at være særdeles velforberedte.

Også dekan Niels Christian Nielsen betonede såvel risiko som muligheder i sin tale, men udtrykte stor tillid til sin gamle kollega Troels Skrydstrup, CADIACS internationale partnerskaber og stærke tværfaglige kompetencer indenfor katalyse, overfladekemi, elektrokemi og hybride organiske/uorganiske materialer.

CADIAC tog faktisk fat på arbejdet den 1. april, og centrets første resultater er allerede publiceret.

Science and Technology, iNANO, Offentligheden / Pressen, Medarbejdere
89573 / i31