Matchmaking for kvikke hoveder

Aarhus Universitet har i disse dage besøg af 58 unge forskertalenter fra det meste af verden. Universitetet har inviteret dem til at mødes med forskellige forskergrupper i håb om, at sød musik opstår. Musikken vil i givet fald blive finansieret af EU.

11.05.2016 | Peter F. Gammelby

Faglig dating: Aarhus Universitet har inviteret lovende unge forskertalenter fra det meste af verden ind til tre dages kombineret dating/workshop/karrieredag. 58 er mødt op - og de nøjes ikke med at sidde inde i skyggen. Besøget omfatter masser af sight-seeing i Aarhus. Foto: Lars Kruse, AU

AU har indledt et pilotprojekt, som i 2016 og 2017 på én gang skal tiltrække unge forskningstalenter og stipendier fra EU – nærmere bestemt Marie Skłodowska-Curie Fellowships (MSCA).

Fra den 10.-12. maj i år arrangerer universitetet workshops, hvor de 58 potentielle stipendiater hver især får mulighed for at møde forskere i den relevante sektion og diskutere en mulig Marie Curie-ansøgning. Samtidig bliver de introduceret til Aarhus Universitet, Aarhus og Danmark, hvor de forhåbentlig skal arbejde og bo i den nærmeste fremtid.

Og hvis den gensidige attraktion er stor nok, får hver kandidat hjælp til at udfylde ansøgningen.

Netop det med ansøgningen er vigtigt, for bevillingerne er meget attraktive, og konkurrencen om at få andel i de 218,5 mio. euro i puljen er hård. Derfor skal ansøgeren beskrive sit projekt samt værtsinstitutionen og den forsker, som skal være hans/hendes kontaktperson under projektet, ganske detaljeret.   

Gensidig gavn

Marie Skłodowska-Curie er et karriereudviklingsprogram, som har til formål at fremme det kreative og innovative potentiale hos forskere, der ønsker at styrke og udvide deres individuelle kompetencer gennem avanceret træning samt mobilitet på tværs af lande og sektorer.

Programmet opstiller ingen krav til nationalitet eller alder, men man skal have minimum fire års forskningserfaring eller en PhD grad.

Et to-årigt stipendie er på ca. 1,3 mio. kr. for en fellow, der kommer med familie. Herudover får universitetet ca. 100.000 kr. til at dække driftsomkostninger.

Rekruttering af de mest lovende forskere fra andre lande er et centralt mål i universitetets strategi, fordi det styrker forskningsmiljøet og udveksling af viden. MSCA-programmet er en hurtig og effektiv måde at styrke en forskergruppe på. Håbet er desuden, at en del af stipendiaterne vælger at blive på Aarhus Universitet, når de to år er gået.

De inviterede forskertalenter fordeler sig på tre fakulteter: 46 på Science and Technology, 10 på Arts og 2 på Health.

Science and Technology, Offentligheden / Pressen, Medarbejdere
89573 / i31