Deans Challenge 2015 finale: De studerende sprøjter idéerne ud

Fredag eftermiddag fandt finalen for Dean’s Challenge sted. De studerende præsenterede deres idéer indenfor de tre områder fødevareteknologi, sundhed og energi og klima, og vinderne blev fundet af juryen og dekan Niels Chr. Nielsen.

07.12.2015 | Caja Lola Schou Tofft

De gode ideer har været i fokus gennem hele Dean’s Challenge, og otte af dem var i fredags gået videre til finalen, hvor de kæmpede i de tre kategorier om 10.000 kr. Publikum kunne både høre om en membran til at rense havvand, en molekyleblæser som mindsker overmodning af frugt og grønt, og datomærker som viser madens levetid ved farverne rød, gul og grøn.

Auditoriet var fyldt til bristepunktet, og det summede af spænding da klokken blev 14, og finalen gik i gang. Nervøsiteten var tydelig at spotte på de to forreste rækker, hvor finalisterne sad, og nervepirrende fulgte deres konkurrenter. En efter en gik finalegrupperne på scenen, og præsenterede deres gode idéer, mens juryen så imponeret til. Hver gruppe havde ti minutter til at fremføre idéen, hvorefter kunne derefter stille uddybende spørgsmål.

No stress
De otte finalister havde alle fundet vidt forskellige idéer, og fokus for dem alle var, at gøre samfundet mere bæredygtigt, eller at mindske nogle af de store problemer som allerede eksisterer.

Marie Cecilie Vinther og Vincente Kenrice Klehr vandt kategorien sundhedsvidenskab, med idéen om at måle kortisolniveauet i urin hos stresspatienter. Argumentet var bl.a. at mange ikke ved at de er stressede, og at måleren derfor skulle slå alarm, og sende besked til patientens læge, så der kan handles hurtigt.

Havvand til alle
Det bærende element i Energi og Klima-kategorien var at løse en af verdens store problemstillinger, nemlig at skaffe rent drikkevand til den tredje verden. Bjarke Aleksander Kappel Hübschmann og Frederik Thorning Frederiksen, er med deres idé om en membran, som renser salt fra havvand godt på vej, og juryen var meget imponerede af de to studerende.

Yoghurt i løbet af natten
Den mest populære idé var dog vinderen af fødevarevidenskab, nemlig idéen Reculture. De to ph.d.-studerende Rasmus Thomsen og Jeppe Dehli er gået ind i kampen mod madspil, og har udviklet en bakteriekultur som kan tilsættes for gammel mælk, og omdanne den til et surmælksprodukt natten over. Bakteriekulturen havde de medbragt i et lille glas, og demonstrerede foran juryen og publikum hvordan den virkede. Juryen fik også lov at smage den omdannede mælk.

Dekan Niels Chr. Nielsen, som havde lagt navn til konkurrencen, havde kun rosende ord at sige om Dean’s Challenge:

”Jeg er enormt begejstret over arrangementet, og den høje kvalitet af projekter. Dean’s Challenge har vist, at de studerende på Science and Technology er både innovative og har et højt fagligt niveau, og formår at kombinere de to ting”.

Publikum valgte den gamle mælk
Selvom juryen, bestående af Bo Wesley, NOVO Nordisk, Niels Kristian Sørensen, Arla, Lars Enevoldsen, Grundfos, og dekan for Science and Technology Niels Chr. Nielsen, valgte vinderne af de tre udfordringer, så havde publikum også noget at skulle have sagt.

Efter de tre vindere var fundet, skulle publikum nemlig stemme på deres favorit, til Audience Choice Award. Ideen Reculture løb også med sejren i den kategori.

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere
89573 / i31