Et spadestik dybere i fødevarerne

Man siger, at selv den længste rejse starter med det første skridt. På samme vis med ambitiøse byggerier: her finder også et nybygget institut på godt 9000 km2 sin begyndelse med et spadestik. Således også den nye institutbygning for Institut for Fødevarer, der fik sin begyndelse en smuk forårsdag 20. marts 2018.

20.03.2018 | Rasmus Rørbæk

Gravemaskinen stod klar til at overtage gravearbejdet efter de inviterede 'spade-operatører'. (Fotos: Rasmus Rørbæk)

Dekan Niels Chr. Nielsen bød velkommen. (foto: Melissa Bach Yildirim)

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) fastslog, at der var vovemod bag beslutningen om at arbejde hen mod at blive en af verdens stærkeste fødevareklynger i Aarhus.

Spadestikket blev udført af (fra venstre) direktør Jørgen Lang (FEAS), borgmester Jacob Bundsgaard, institutleder Michelle Williams, regionsformand Anders Kühnau, dekan Niels Chr. Nielsen og direktør Anne-Marie Hansen fra Agro Food Park. (foto: Melissa Bach Yildirim)

Aarhus Universitetskor stod klar til at underholde gæsterne med smuk sang fra nær og fjern.

Godt 150 mennesker var mødt frem denne solbeskinnede martsdag for at overvære startskuddet til et ambitiøst byggeri, der kommer til at stå klar til brug i 2019. Den nye institutbygning får 6.800 m2 kontor- og laboratoriebygninger og et væksthus på 2.500 m2 samt andre forsøgsfaciliteter. Byggeriet kommer til at huse 140 medarbejdere og studerende, når det står færdigt i Agro Food Park i det nordlige Aarhus.

”Det er en stor dag for os alle: fødevareforskningen, byen, regionen og for hele landet. En stærk fødevareklynge i Aarhus er central for udviklingen, og vi er meget taknemmelige for den samarbejdsvilje, vi har mødt under planlægningen af denne nye institutbygning for Institut for Fødevarer,” sagde dekan Niels Chr. Nielsen.

Internationalt er Danmark anerkendt for kvalitetsfødevarer og for verdensførende forskning, og med det første spadestik til de nye bygninger til Institut for Fødevarer, er det startskuddet på et arbejde, der skal konsolidere og udbygge den position.

Agro Food Park rummer 75 virksomheder med op mod 1.000 medarbejdere, og der er flere på vej. Derfor er placeringen af det nye Fødevareinstitut et vægtigt skridt mod yderligere samarbejde med virksomheder og et udgangspunkt for en mere samlet og styrket fødevareforskning og talentudvikling på Aarhus Universitet. og vil kunne understøtte og indgå i samarbejde med de mange virksomheder og organisationer der findes i dag. Samtidig er der unikke perspektiver i at placere en væsentlig del af Aarhus Universitets fødevareaktiviteter tæt ved det nye universitetshospital, for på den måde kan der sikres tæt kobling til medicinske og kliniske forskningsmiljøer med interesse for fødevarer, ernæring og sundhed.

For Region Midt var det en glædelig dag, og en begivenhed med fremtid i, forklarede regionsformand Anders Kühnau (S):

”Aarhus Universitet bidrager i dag til en helt unik struktur for regionen, hvor der er tripel-samarbejde mellem sundhedssektoren, industrien og forskningen her i Agro Food Park. For Region Midt er det meget glædeligt, da det underbygger vores ambition om at være landets førende inden for fødevareinnovation. Vores tætte samarbejdspartner er nu rykket endnu tættere på os geografisk, og vi ser frem til et frugtbart samarbejde i fremtiden.”

Dagen bød ud over talerne på små forfriskninger af bæredygtige råvarer og liflige toner fra Aarhus Universitetskor, der sang fire sange for de fremmødte gæster.

Se meget mere om byggeriet her.

Medarbejdere
89573 / i31