Kom an, tante Gerda! Nu skal du høre om min forskning

Det er ikke helt enkelt at forklare sit fagområde til andre. Tre ph.d.-studerende i naturvidenskab beretter fra kurset om forskningsformidling

02.11.2015

Hvad virker, når man skal formidle forskning på nettet? Peter Hyldgård fra Videnskab.dk giver individuel feedback til de ph.d.-studerende

Af Matilde Greve Rasmussen, Pernille Ahlmann Jensen og Helene Halkjær Jensen

Første kursusdag, et nyt levende billede på scenen. Hun ryster lidt på hånden, mens hun sætter sin computer til projektoren. Pernille skal holde et oplæg om sit ph.d.-projekt. Det handler om molekyler i rummet.

En rekvisit fremkommer fra tasken – en molekylemodel. Den vækker minder, den lille sort-hvide figur af bolde og pinde, minder fra gymnasietidens kemiundervisning. Måske glade minder, måske dårlige minder.

Molekylmodellen bruger Pernille til at illustrere den ellers lidt langhårede forskning. Oplægget er begyndt. Hun vender og drejer bold-modellen. Prøver at få publikum til at forstå! Begejstringen over stoffet skinner igennem nervøsiteten og bærer os igennem de næste minutters tale om astrofysik, brint og store molekyler.

Et venligt bifald fra den lille flok af tilhører ringer af. Dommeren rejser sig op.

Linda Greve er retoriker og er her for at give feedback på Pernilles optræden. Hun smiler op mod astrofysikeren; ”Tak for et godt oplæg Pernille. Men molekylmodellen der fik mig til at tænke på svært kemi-stof”.

At blive inddraget i nørdernes univers

Vi er alle tre ph.d.-studerende fra hver vores lille specifikke gren af naturvidenskaben. Berøringsfladerne mellem vores arbejdsområder er minimale. Men noget binder os sammen. Vi er nogle ægte nørder! Nørder, der elsker vores forskning og synes, den er vigtig.

Men hvordan overbeviser vi dig om at sætte pris på vores vigtige nicheforskning? Og hvad siger vi, når vi sidder ved siden af tante Gerda til familiefest og prøver at overdøve de andre gæsters tabernakel? Hvordan får vi hende til at forstå, at det vi render og roder med er så spændende?

Med lysten til at formidle vores forskning melder vi os til ph.d.-skolens kursus i forskningsformidling. Hvad der især er blevet klart for os i dette kursusforløb er, at god formidling er essentielt for en forsker. Ikke bare fordi det er dejligt for os at fortælle, hvad vi laver. Men også fordi det er vigtigt for dig at forstå, vigtigt for samfundet.  Det er netop den indsigt, der driver en god formidler.

Når distræte forskere skal svare enkelt og hurtigt

Stilheden ligger uroligt i undervisningslokalet. Vi skæver til hinanden og griner lidt nervøst. Journalisterne Sys Vestergaard og Rasmus Rørbæk slås med højttalersystemet. Nu skal vi se film. ”Den Varme Stol” er titlen.

Filmene er optagelser af interviewsituationer af os selv. Sys og Rasmus har givet den som morgenradioværter, fjernsynsjournalister og artikelskribenter. Og i deres interviews har de på få minutter presset os alle ud i svære, hårde og uforudsete situationer.

Smilende roser Sys og Rasmus os for vores præstationer. Generelt har vi gjort det godt. Vores forskningsområder er komplicerede. Svært fordøjelige. Men de fleste budskaber brændte igennem. Næsten alle nåede at få pointen ud.

Men journalister kan ramme ved siden af, de kan være uforberedte, de kan have en skjult dagsorden. Vi er blevet trukket gennem alle scenarier, og vi ved godt, at nogle pointer måske kom lidt forkert ud.

Og så endte nogle interview måske alligevel lidt skidt? Én kom til at grine på et uheldigt tidspunkt. En anden talte dårligt om naboens forskningsområde. En tredje kritiserede den danske forskningsstrategi. Og yderlige én kommenterede på udenlandspolitiske spørgsmål.

Det er lidt pinligt for dem, som bliver vist. Røde kinder, lidt højere puls. Skæve smil og medfølende blikke fra de andre deltagere. Vi har alle lært det: Forbered dig godt til et interview. På den måde står man skarpere og mere sikkert. Og man er klar til at skyde tilbage på friske spørgsmål fra tjekkede radioværter: ”Hvis grundvandet var en pizza, hvilken slags pizza ville det så være?”

Forskere skal formidle

Formidling og samarbejde med samfundet er det såkaldte ”tredje ben” i Universitetsloven. Sammen med forskning og uddannelse er det en af de forpligtelser, som de danske universiteter har over for samfundet.

Forpligtelsen blev indført i 2003 og skal øge samfundets viden om, hvad universiteterne laver. Samtidig er det en del af ph.d.-bekendtgørelsen, at man skal arbejde med formidling under ph.d.-uddannelsen.

Formidling har mange ansigter. På kurset har vi lært om nogle af AU’s aktiviteter – blandt andet Offentlige foredrag i Naturvidenskab og samarbejdet med Folkeuniversitetet. Vi har især også fokuseret på at skrive til bestemte medier.

Vi har mødt så forskellige formidlere som Videnskab.dk, DR/VIDEN, Weekendavisen og Aktuel Naturvidenskab. Forskellige målgrupper, forskellige formater og forskellig detaljegrad. Derfor var hovedformålet at målrette, tilpasse og nivellere – formidleren skal være i øjenhøjde med læseren.

Skarp vinkel – lige i øjet

”Nu må I ikke vise jeres opgave til sidemanden,” mumler Peter Bondo Christensen. Han giver os 15 minutter til deadline. For få minutter siden udleverede han en kopi af eventyret ”Rødhætte”, sammen med en lille lap papir.

Vi bliver bedt om at skrive en nyhedsartikel om eventyret til forskellige medier.

De fleste prøver ikke at vise noget udadtil. Men man ser tydeligt se i deres blikke, at de tænker det samme: ”Oh shit!”

På et kvarter skal vi læse eventyret, udpege de vigtigste informationer, vinkle det til en bestemt målgruppe, og skrive en artikel. Det kan jo ikke lade sig gøre.

Lyden af puslen med tastaturen breder sig stille og roligt gennem lokalet. Tastelydene bliver mere og mere anspændte og insisterende. Vi har efterhånden skrevet os varme.

Peter annoncerer, at deadline er nået. Vi sender vores halvfærdige artikler. På skift bliver vi bedt om at læse op, hvad vi har nået. Det er tydeligt, at vi har fået brugt det, vi har lært: aktive verber, korte sætninger, gode billeder. Det vigtigste står først, og de fleste har gengivet eventyret bagfra.

Peter virker glad da han afslutter opsamlingen, og dermed hele kurset.

”I har skrevet en nyhedsartikel på et kvarter,” minder han os om, ”I har vinklet budskabet klart og skarpt til lige netop jeres målgruppe. Det kunne I ikke gøre for 7 uger siden.”

Han har ret. 15 journalistspirer er født.

Medarbejdere
89573 / i31