Kom til Forskningens Døgn om Fremtidens Teknologier

Fremtidens teknologier kan kurere sygdomme, skåne miljøet og gøre livet lettere for os. Men er teknologien kun en hjælp, eller kan den også være en trussel? Det spørgsmål stiller Aarhus Universitet sig selv og publikum til Forskningens Døgn den 24. april.

23.04.2015 | Christina Troelsen

Etikken omkring fremtidens teknologier kan kalde på mange modsatrettede følelser i os. Ofte kan en snak om robotternes indmarch i vores hverdag hurtigt blive til farverige Hollywoodfilm, og en snak om ”dem og os”. Men tænk, hvad teknologien kunne tilbyde os, hvis vi som mennesker er villige til at acceptere dens fremskridt og tage imod de teknologiske forandringer?

Forskningens Døgn foregår i år i Navitas-bygningen på Aarhus Havn, hvor besøgende frit kan vælge mellem mange spændende speedforedrag i auditorierne om de nyeste teknologiske fremskridt og dilemmaer. I foyerområdet kan man komme tæt på forskerne og deres arbejde, se udstillinger og deltage i workshops og forsøg. Der er også mulighed for at få en rundvisning i den imponerende bygning og tage et hvil i kantineområdet.

Så mød op og hør speedforedrag om nanoteknologi, 3D-printere og telemedicin. Få røg i næsen og brag i ørerne, når fysikstuderende laver dramatiske forsøg, og sæt dig til tasterne ved et særligt computerspil, som hjælper forskerne med at udvikle fremtidens kvantecomputer.

Der er rig lejlighed til at blive klogere og selv få fingre i fremtidens teknologi, når Aarhus Universitet igen i år inviterer til Forskningens Døgn på Campus Aarhus under temaet FREMTIDENS TEKNOLOGIER.

Eksempler på speedforedrag og aktiviteter: 

På rejse gennem Big Data
Er vi ved at drukne i data, eller står vi på kanten af en ny epoke med uanede muligheder for at opnå viden om verden og om os selv?

 

Den nye strålekanon på Aarhus Universitetshospital i Skejby
Den nye strålekanon, som forventes færdig om 3-4 år, er baseret på en stor proton-accelerator, som kan behandle svært tilgængelige tumorer.

Hjælp forskerne med at lave kvantecomputere
Kom og afprøv computerspillet ”Quantum Moves”, som skal hjælpe til udviklingen af en kvantecomputer, verdens kraftigste computer.

 

Forskningens Døgn på andre AU-lokaliteter

Ud over arrangementet i Navitas-bygningen vil der i år også være arrangementer i henholdsvis Flakkebjerg og på AU's forskningscenter i Foulum.

Forskningens Døgn på Aarhus Universitet, Campus Aarhus

Tid: Fredag den 24. april kl. 13-17

Sted: Navitas, Inge Lehmanns Gade 10, 8000 Aarhus C

Hjemmeside: www.au.dk/fd

Medarbejdere, Offentligheden / Pressen
89573 / i31