Kroppens eget transportprotein kan gøre lægemidler mere effektive

Innovationsfonden investerer 9 mio. kr. i forskning i albumin, til at få medicin ind i de celler, hvor der er behov for den, uden at kroppen når at nedbryde den. Det gør det muligt at lave mere effektiv og sikker medicin.

17.12.2014 | Anne-Mette Siem

Lektor Ken Howard, iNANO. Foto: Maria Randima, AU Kommunikation

Når en patient tager sin medicin virker den som oftest i hele kroppen og ikke kun de steder, der er berørt af sygdom. Medicinen forsvinder også hurtigt ud af kroppen igen.

 

Nyt samarbejdsprojekt mellem Aarhus Universitet og Novozymes skal give en mere kontrolerbar behandling, hvor medicin leveres direkte ind i kroppens celler. For patienten betyder det mindre medicin, bedre effekt og færre bivirkninger.

 

Forskningen koncentrerer sig om albumin, som er et naturligt transportprotein, der findes i blod, og har til opgave at transportere hormoner og fedtsyrer rundt i kroppen. Når albumin på sin vej rundt i blodbanen møder den rigtige celle, hægter den sig fast, afleverer den sin last og rejser derefter videre. Albumin har så at sige har nøglerne til vores celler og kan lukke op for medicinen dér, hvor det er nødvendigt.

 

Hvis man kan få albumin til også at transportere medicin, kan medicinen målrettes helt specifikke celler i kroppen. Samtidig kan der skrues op og ned for hvor længe albumin skal opholde sig ved cellerne og dermed om behandlingen skal være langvarig eller kortvarig

 

- Det her er banebrydende, fordi man dermed kan skræddersy cirkulationen og celletransporten af albumin, så den passer nøjagtigt til sygdommen og behandlingen. forklarer Kenneth Howard, der er lektor på Aarhus Universitet.

Det forbedrer brugen af medicinen betydeligt, at den virker præcist på det sted, den er tiltænkt. Medicinen bliver mere effektiv og uønskede sideeffekter bliver færre. Alt sammen til glæde for patienternes helbred.

 

- Det gør det muligt at gå en ny vej hvor medicinen bliver leveret direkte til cellen ved brug af vores albuminer og det åbner nye muligheder på langt sigt. Det her projekt har til mål at sikre bedre og mere sikker behandling for patienterne,  siger Søren Kjærulff, der er senior director og forsker hos Novozymes.


Kontaktoplysninger:
Kenneth Howard, lektor, Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO), Aarhus Universitet,  tlf. 5127 2573

René Tronborg, pressemedarbejder, Novozymes A/S, 2880 Bagsværd, tlf. 3077 2274

Budget: 17 millioner kr.

Innovationsfondens investering: 9 millioner kr.

Varighed: 3 år      

Projektet er en del af en bevilling fra Innovationsfonden til højteknologiske projekter. Læs mere om bevillingerne.

Se pressemeddelelsen om projektet.

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere
89573 / i31