Mindeord for professor emeritus Erik Uggerhøj

At Erik Uggerhøj skulle ende som professor i fysik ved Aarhus Universitet var vel ikke oplagt, men via diverse omveje til bl.a. tømrerfaget og lærergerningen endte han dog der.

17.01.2014 | Rasmus Rørbæk Christensen

Erik Uggerhøj afgik ved døden d. 4/1 2014 i en alder af 82 år. (privatfoto)

Erik Uggerhøj var i sandhed en entreprenør indenfor eksperimentalfysikken på Aarhus Universitet. Mange instrumenter, især partikelacceleratorer fik deres fødsel bl.a. via Eriks næse for de nye muligheder en ny maskine affødte. Dette gjaldt de nu gamle acceleratorer der blev bygget på Fysisk Institut 1960’erne. I 1970’erne begyndte Eriks engagementer vedrørende brug af partikler med positiv og negativ ladning med elektroner og positroner, og ved det Europæiske partikelforskningscenter, CERN, viste der sig nye muligheder ved brug af denne partikel-ladnings dualitet. Brug af disse partikler, bl.a. ved hastigheder meget tæt på lysets, åbnede mulighed for nye studier indenfor det ellers klassiske felt af ladede partiklers passage gennem stof initieret af Professor Jens Lindhard ved Aarhus Universitet i 60’erne.

Ved sin kontakt med acceleratorerne på CERN, specielt synkrotroner og lagerringe, opdagede Erik mulighederne for at bygge tilsvarende maskiner til den fysik man interesserede sig for ved Aarhus Universitet. Erik fik her interesseret en lang række fysikere i brugen af en ny stor accelerator, nemlig lagerringen ASTRID, til studier af et bredt område af atomfysiske emner. Erik øjnede også tidligt muligheden for højenergetiske elektroner i ASTRID til produktion af intens kortbølget lys, såkaldt synkrotronstråling. Acceleratoren var så stor, at der måtte bygges et nyt kælderlaboratorium under parkeringspladsen mellem de Kemiske og Fysiske Institutter på Aarhus Universitet.

Erik indså sidst i 90’erne at et væsentligt anvendelsesområde for ASTRID, nemlig hård røntgenstråling, ikke kunne nås med den forholdsvis lave energi ASTRID kunne levere. Erik havde tidligere anvendt kortbølget synkrotronstråling, røntgen, ved DESY laboratoriet i Hamburg. Erik promoverede derfor stærkt en synkrotronstrålingsfacilitet til hård røntgen. Et nyt byggeri i kælderen blev bygget med ministerielle midler i 1997. Det siger vel lidt om Eriks overtalelsesevner, at byggeriet blev færdigt og taget i brug mange år før den nye ring ASTRID2 blev bevilget i december 2008.

Erik var en markant personlighed på CERN, fra han udførte de allerførste eksperimenter i midt-70erne, med bl.a. den senere Nobelpris-vinder Georges Charpak, til ved sin karrieres afslutning at have været talsmand for et stort antal eksperimenter. Dette krævede en stor rejseaktivitet, og Erik var også i flere perioder ansat på CERN, hvor også familien blev installeret. Han trivedes såvel med en uformel snak i CERNs kantine med ledelsen, som med at gå forrest med slagboremaskinen når fundamentet til det næste eksperiment skulle bygges. Hans idérigdom var meget stor, og han nød at blive udfordret på idéerne, så de efterhånden kunne udkrystalliseres til eksperimenter der kunne gennemføres. Hans entusiasme og overtalelsesevne fandt næsten ingen lige, og han fremførte altid sin sag med overbevisning og begejstring, og han kunne på denne måde næsten altid nå sit mål.

Stor var også hans 'holdånd': Stort set ingen - indbefattet ’det langsomme lys’s mester, danskeren Lene Hau fra Harvard, der var på CERN i 80'erne bl.a. med Erik - har været på CERN uden at have været inviteret til en 'outing', hvor Erik med glæde overlod vandringen i bjergene til de yngre kræfter for at kunne koncentrere sig om den perfekte grillning til senere spisning under åben himmel.

En anden af Eriks ”specialiteter” var langsomme antiprotoner. I begyndelsen af 1980’erne var der en voksende interesse i at forstå de indviklede mekanismer, der bestemmer udkommet af stød mellem simple, ladede partikler og atomer. På Institut for Fysik og Astronomi havde mange forskere arbejdet med sådanne emner, ikke mindst fordi der var adgang lokalt til både proton- og elektronacceleratorer, men det var Erik, der skabte et gennembrud i denne forskning ved at foreslå, at man kunne sammenligne proton-kollisioner med antiproton-kollisioner, der fra 1980’erne kunne fås på CERN.  Dette arbejde har været medvirkende til det kommende center for partikelterapi til behandling af kræft ved Skejby Sygehus.

At Erik fik sat så mange væsentlige fodspor indenfor naturvidenskaben og specielt fysikken skyldes også hans evne til at engagere og overbevise andre mennesker uanset deres alder og rang fra direktører, rektorer, og dekaner over kolleger og studenter til teknikere og håndværkere.

Æret være Eriks minde.

Søren Pape Møller, Ulrik Uggerhøj og Helge Knudsen.

Medarbejdere
89573 / i31