Nørderi med tang gav iværksætterpris

En god idé, nørdet forskerviden, fælles madglæde og to modige iværksættere er opskriften på både lækker tangpesto, hurtig produktudvikling og en fornem iværksætterpris.

17.04.2015 | Christina Troelsen

Heine Max Olesen og Ulrik Trieb, duoen bag Nordisk Tang i Grenaa, vandt både Business Region Aarhus’ iværksætterpris for ”Bedste fysiske produkt” og iværksætternes favoritpris ”Thumbs up”. (Foto: Kattegatcentret).

Torsdag eftermiddag kulminerede dét, der startede som et samarbejde mellem Friskfisken i Grenaa, Aarhus Universitet og Kattegatcentret/Havets Hus om udvikling af nordisk sushi, i ikke mindre end to fornemme priser til det nystartede firma Nordisk Tang i Grenaa. Det lille firma Nordisk Tang, som er en udløber af fiskeforretningen Friskfisken i Grenaa, vandt nemlig både Business Region Aarhus’ iværksætterpris for ”Bedste fysiske produkt” og iværksætternes favoritpris ”Thumbs up”.

Det var Kattegatcentrets samarbejde med Aarhus Universitet og Teknologisk Institut i AlgeCenter Danmark, en passion for både mad og tang og kendskabet til de to lokale fiskedrenge, som satte gang i tangeventyret.

Lokal tang forvandles til nordisk sushi og pesto

”Jeg kendte Heine Max Olesen og Ulrik Trieb som to initiativrige ildsjæle, og da vi i AlgeCenter Danmark fik den idé, at det burde kunne lade sig gøre at lave dansk tang om til lækre produkter, spurgte vi de to, om ikke de var friske på at prøve kræfter med at lave lokalt tang om til nordisk sushi,” fortæller Lone Thybo Mouritsen, leder for forskning i Kattegatcentret.

Det var de to Grenaa-drenge klar på, og snart blev der indkøbt blender og bygget om i Friskfiskens baglokaler, så eksperimenterne med tang kunne begynde. Sammen med seniorrådgiver Michael Bo Rasmussen fra Aarhus Universitet, som også er med i AlgeCenter Danmark, blev der med finansiering fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen afprøvet både forskellige tangarter og metoder for at udvikle sushiplader med de helt rigtige egenskaber.

Mens produktionen af sunde, nordiske sushiplader stadig kræver noget udvikling, gik det rimeligt nemt med udviklingen af tangpestoen, som vandt årets iværksætterpris.

”Jeg tror, at Michal Bo Rasmussen og jeg er næsten lige så stolte som Heine og Ulrik over, at vores samarbejde har givet så store resultater! Det er virkelig en fornøjelse at være med i et kreativt samarbejde mellem nørdede forskere med masser af specialviden og modige iværksættere med masser af drive – og da ikke mindst, når det lykkes så godt som i dette tilfælde,” fortæller Lone Thybo Mouritsen.

Læs mere i Kattegatcentrets pressemeddelelse

Medarbejdere, Offentligheden / Pressen
89573 / i31