Ny institutleder på Institut for Miljøvidenskab

Carsten Suhr Jacobsen bliver ny institutleder på Institut for Miljøvidenskab. Han kommer fra en stilling som forskningsprofessor ved GEUS og Københavns Universitet.

27.02.2015 | Anne-Mette Siem

Carsten Suhr Jacobsen bliver ny institutleder for Institut for Miljøvidenskab. Foto: Benny Schark GEUS

Det er en erfaren herre der nu sætter sig i institutlederstolen på Institut for Miljøvidenskab 1. april. Carsten Suhr Jacobsen er uddannet molekylær mikrobiel økolog og er i dag forskningsprofessor ved GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) . Han har gennem årene været leder af flere større forskningsprojekter og er del af ledergruppen på grundforskningscentret CENPERM.

 

Carsten Suhr Jacobsens forskningsområder har primært ligget i grænsefeltet mellem miljøkemi og mikrobiel økologi, I dag er hans væsentligste forskningsaktivitet arktisk mikrobiologi, hvor han blandt andet arbejder med at forstå mikroorganismers spredning og overlevelse på indlandsisen.

 

Carsten Suhr Jacobsen er uddannet cand. agro fra den daværende Kgl. Veterinær og Landbohøjskole og har udført sit ph.d.-studie ved DMU - det nuværende Institut for Miljøvidenskab. Han har siden arbejdet som forsker i både USA og Danmark. I 2006 blev han professor ved GEUS.

 

Carsten Suhr Jacobsen er medlem af bestyrelsen i Danmarks Mikrobiologisk Selskab, og har gennem årene været medstifter af forskellige firmaer bla. inden for mikrobiel bioinformatik. Han har 81 internationale videnskabelige publiceringer bag sig; nogen af dem i samarbejde med forskere fra Institut for Miljøvidenskab, står bag 3 patenter, og har et stort internationalt netværk.

 

”Jeg glæder mig meget til at starte som institutleder på Miljøvidenskab, hvor jeg  lavede min ph.d.  Det er lidt en ring, der sluttes”, siger Carsten Suhr Jacobsen. ”Det er en spændende stilling og en spændende udfordring at være med til at udvikle instituttet i forhold til universitetets andre aktiviteter inden for uddannelse og undervisning”.

 

”Jeg er glad for at vi har fået ansat en så kompetent person som Carsten Suhr Jacobsen som ny institutleder for Miljøvidenskab”, siger dekan Niels Chr. Nielsen, der glæder sig til samarbejdet.

 

Carsten Suhr Jacobsen er født i 1962. Han har fire børn og bor i Brønshøj 

Anne Winding bliver konstitueret som institutleder i marts. 

Medarbejdere, Offentligheden / Pressen
89573 / i31