Ny professor i komparativ fysiologi ved Institut for Bioscience

Angela Fago er udnævnt til professor MSO i komparativ fysiologi ved Institut for Bioscience, sektionen for Zoofysiologi, 1. december 2015.

16.12.2015 | Christina Troelsen

Professor Angela Fago, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet. (Privatfoto).

Angela Fago arbejder med de molekylære mekanismer som regulerer ilttransport i blodet og iltforbrug inde i celler hos en række dyr, primær vertebrater. Hun undersøger især, hvordan disse mekanismer bidrager til, at dyrene kan tilpasse sig forskellige forhold, og kan tåle for eksempel lange perioder uden ilt. Derudover arbejder Angela Fago med signalmolekyler nitrogen oxid og hydrogen sulfid. Hun undersøger, hvordan disse naturlige signalstoffer og de proteiner involveret i deres metabolisme er i stand til at regulere blodtryk og respiration, og hvordan de forhindrer vævsskade i forbindelse med manglende iltforsyning til for eksempel hjertet.

Grundforskningen skaber ny viden om dyrenes fysiologi på det molekylære plan, og har derudover en biomedicinsk betydning i forhold til bedre at forstå de processer,, som gør det muligt for mange dyr at overleve forhold, som er skadelige eller dødelige for mennesker.

Angela Fago er født i 1965 i Taranto, Italien. Hun blev kandidat i biologi fra universitetet i Parma i 1988. Kort efter blev hun ansat som forskningsassistent i Napoli i tre år. Hun kom til Denmark i 1993, hvor hun i 1995 fik sin ph.d.-grad i zoofysiologi fra Aarhus Universitet med professor Roy E. Weber som vejleder. Siden 1995 har hun været ansat som postdoc og forskningslektor ved Aarhus Universitet støttet af bl.a. Steno- og Skou-stipendier fra det danske forskningsråd. I 2006 blev hun fastansat som lektor ved Aarhus Universitet.

Angela Fago bor i Studstrup sammen med sin mand og deres to drenge.

___________

Professor Angela Fago holder tiltrædelsesforelæsning 7. januar 2016 kl. 15.15 i Auditorium F, Ny Munkegade, bygn. 1534, Aarhus Universitet. Se mere.

Medarbejdere
89573 / i31