Ny professor i luftens kemi

Seniorforsker, ph.d. Henrik Skov er ansat som professor i atmosfærekemi ved Institut for Miljøvidenskab og Arktisk Center, Aarhus Universitet. Professorat er oprettet for at styrke forskningen inden for forureningers skæbne og effekter i Arktis og globalt.

16.12.2013 | Jens Christian Pedersen

Professor Henrik Skov, Aarhus Universitet.

Henrik Skovs forskning er centreret om kemiske omsætninger i luften med særligt fokus på Arktis og globale spørgsmål, herunder klimaændringer og forurening med ozon, partikler, kviksølv og de såkaldte POP’er, dvs. svært-nedbrydelige organiske forureninger. Skov er specialist i at udvikle og anvende metoder til at analysere luftens kemi. Han er leder af den arktiske forskningsstation, Villum Research Station, som er ved at blive opbygget ved Station Nord tæt ved nordspidsen af Grønland, og han var en af hovedkræfter bag de forskningsrapporter der førte til at salg og brug af kviksølv blev forbudt i hele verden.

Henrik Skov har et omfattende samarbejde med danske og internationale kolleger og deltager i flere internationale projekter og netværk. Han har desuden tæt samarbejde med bl.a. Harvard i USA og Oxford i England.

Henrik Skov skal i professoratet se på forureningers skæbne i luften og forsøge at svare på, hvordan vigtige luftforureningskomponenter påvirker mennesker, miljø og klima.

Henrik Skov er uddannet som kemiker og fysiker fra Odense Universitet i 1988, hvor han fik en ph.d.-grad i 1992 i atmosfærekemi, hvorefter han blev ansat som adjunkt. Det praktiske arbejde til specialet og PhD graden blev udført under et 5-årigt ophold ved EU’s fælles forskningscenter i Ispra, Italien. I 1993 blev han ansat som seniorforsker ved Danmarks Miljøundersøgelser, som i 2007 blev en del af Aarhus Universitet.

Den nye professor har publiceret mere end 60 artikler i internationale tidsskrifter.

Henrik Skov er 51 år og gift med sin kollega Rossana Bossi, og de har datteren Erika. Familien bor i Jyllinge.

 

Yderligere oplysninger

  • Professor Henrik Skov, Institut for Miljøvidenskab og Arktisk Center, Aarhus Universitet, tlf. 87158524, hsk@dmu.dk 
  • Læs mere om Henrik Skov 
Science and Technology, Institut for Miljøvidenskab, Medarbejdere, Offentligheden / Pressen
89573 / i31