Partnerskab mellem Science and Technology og Kalundborg erhvervsliv

Mangel på kvalificeret arbejdskraft er blevet hverdag for stadig flere virksomheder. 28. september indgik Science and Technology, Aarhus Universitet, partnerskab med Kalundborg erhvervsliv om at igangsætte aktiviteter målrettet universitetets ingeniørstuderende, så de kan få øjnene op for Kalundborg som et fremtidigt attraktivt arbejdsmarked.

28.09.2015 | Julie Øst Andersson

Science and Technology har indgået et partnerskab med Kalundborg erhvervsliv. Her ses prodekan Tom V. Madsen sammen med Michael Hallgren, Produktionsdirektør, Novo Nordisk Kalundborg, ved underskrivelsen af aftalen. (Foto: Novo Nordisk)

Flere af Kalundborgegnens større virksomheder oplever en stigende udfordring i forhold til at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Særligt på ingeniørområdet forudses en mangel på adskillige hundrede højtuddannede frem mod 2025.

Det er et problem i forhold til at sikre virksomhedernes fremtidige udvikling og vækst. Derfor har en række virksomheder i Kalundborg Kommune, A-kasser, Kommunen, Jobcenteret og Erhvervsrådet indgået et partnerskab for at sætte fokus på udfordringerne med rekruttering. Partnerskabet etableres officielt i dag på en konference som afholdes på Novo Nordisk, Kalundborg.

Rekrutteringsalliancen har inviteret blandt andet de danske universiteter til at indgå i partnerskabet for herigennem at markedsføre Kalundborg overfor studerende, så de får øjnene op for kommunens virksomheder som en attraktiv fremtidig arbejdsplads.

Den invitation har Aarhus Universitet takket ja til. På en konference 28. september, hvor Kalundborg rekrutteringsalliance formelt underskrives, indtræder også Science and Technology, Aarhus Universitet, i partnerskabet.

Science and Technology, Aarhus Universitet har 3.160 ingeniørstuderende, og i juli fik over 1.000 besked om de var optaget på ingeniørstudiet.

– Vi ser partnerskabet som en god mulighed for at understøtte de studerende i at indgå samarbejder med virksomheder om studenterpraktik og -projekter, og på et tidligt tidspunkt tone deres uddannelse, så de imødekommer erhvervslivets kompetencebehov, fortæller prodekan Tom V. Madsen, som deltager på konferencen og underskriver partnerskabet på vegne af Science and Technology, Aarhus Universitet.

– En af Universitets fornemmeste opgaver er, at uddanne fremtidens arbejdskraft, og når erhvervslivet henvender sig, stiller vi naturligvis op, siger dekan for Science and Technology Niels Chr. Nielsen.

– Der ligger en opgave i nu at konkretisere hvilke aktiviteter, vi skal igangsætte. Science and Technology kan ikke garantere Kalundborg virksomhederne flere hundrede nyuddannede ingeniører, der alle ønsker at bosætte sig i Kalundborg og takke ja til de stillinger virksomhederne tilbyder. Men vi vil gerne være forbindelsesled mellem uddannelses- og forskningsmiljøerne på den ene side og erhvervslivet på den anden, afslutter prodekan Tom V. Madsen.

Yderligere oplysninger:

Prodekan Tom V. Madsen
Science and Technology, Aarhus Universitet
Tlf.: 8715 2076 / 2899 2116

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere
89573 / i31