Pris til Væksthusets arkitektur

Væksthuset i Botanisk Have har fået Aarhus Kommunes arkitekturpris for godt og smukt byggeri.

01.10.2014 | Peter F. Gammelby

Det nye væksthus føjer sig fint og nænsomt til det eksisterende, homogent afsluttede anlæg, hedder det i begrundelsen for præmieringen.

"Væksthuset er et vellykket eksempel på, hvordan det er muligt at kombinere den nyeste teknologi og teknik med de oprindelige kvaliteter i det gamle væksthus fra 1970. Her er skabt et nyt byrum, der giver mulighed for at opleve kurverne i det gamle væksthus. Kuplen indtegner sig smukt i byens skylinie og står som et lysende smykke på nattehimlen."

Sådan lød bedømmelseskomiteens begrundelse for at præmiere Væksthusets bygherre, Aarhus Universitet, med et diplom og en plakette, og arkitektfirmaet C. F. Møller med 10.000 kr. ved et arrangement på Aarhus Rådhus onsdag eftermiddag den 1. oktober.

Plaketten og diplomet er udformet af kunstneren Jørn Rønnau.

Også Moesgaard Museum og boligbyggeriet Isbjerget blev præmieret for godt og smukt byggeri.

Læs mere om priserne på Aarhus Kommunes hjemmeside her.

Science and Technology, Offentligheden / Pressen, Medarbejdere, Priser, Science Museerne
89573 / i31