Raketter og astronauttræning på Steno Museet

I vinterferien kan børn, og alle andre der drømmer om at blive astronaut, komme ’På tur i rummet’ på Steno Museet. Lørdag 7. februar - søndag 15. februar kl. 10–16.

31.01.2015 | Heidi Søndergaard

Hvordan bliver man astronaut? Hvad for noget mad spiser man i rummet, og hvordan sover man? Hvad gør vægtløshed ved kroppen, og hvordan virker en raket?


Hele ugen kan man høre om astronauter og rumfart, og deltage i masser af aktiviteter og eksperimenter for alle aldre. Gennemfører man museets helt specielle træningsprogram for astronauter, får man et diplom fra ”Steno Space Academy”. Den kreative side kan man få udfordret ved at bygge en raket eller rumstation i LEGO, eller man kan tage sin søster eller bror under armen og tage en selfie i rumdragt.

Rumfysikshow viser eksperimenter om raketter, rummet og sjov naturvidenskab, og kommer samtidig med gode historier og forklaringer, så alle kan forstå det.

I planetariet fortæller guiderne om stjerner og planeter og i ”Leg med eksperimenter” kan man forsøge sig med spejle, lys og lyd. Har man lyst til at se stjernerne ’live’ gennem en stjernekikkert, er der om aftenen forevisninger på Ole Rømer-Observatoriet i Højbjerg.


Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, besøger Steno Museet
Søndag den 8. februar besøger Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, Steno Museet og senere på dagen Søauditoriet. Han skal på mission i rummet til september og kommer og fortæller om missionen og sit liv som astronaut, viser film og svarer på spørgsmål.

Brænder man for at stille Andreas et spørgsmål, kan man skrive sit spørgsmål på enten Steno Museets Facebookside eller sende det på mail til stenomuseet@au.dk. Så udvælger museet de bedste spørgsmål og lader Andreas svare på dem.

Fakta
Søndag 8. februar kl. 13 på Steno Museet:
Andreas svarer på spørgsmål og fortæller om livet som astronaut.

Søndag 8. februar kl. 15 i Søauditoriet:
Andreas fortæller meget mere om livet som astronaut, viser film fra rummet og rumstationenen ISS, hvor han skal arbejde. Det er gratis at deltage, men det er nødvendigt at reservere billet. Dette gøres på www.stenomuseet.dk


Hele ugen 7.-15. februar kl. 10-16.:

  • ”På tur i rummet” med aktiviteter og eksperimenter. Under 18 år gratis adgang til museet.
  • Alle dage kl. 11, 13 og 15: Planetarieforestillinger
  • Alle dage kl. 12 og 14: Fysikshow laver rummissionshow med lys og lyd.
  • Arrangementet med Andreas Mogensen er en del af ‘Rumrejsen2015’, som er støttet af Lundbeckfonden og Nordea-fonden.
  • Steno Museet
    Universitetsparken
    C. F. Møllers Alle 2
    8000 Aarhus C
    +45 8715 5415
  • Forevisning på Ole Rømer-Observatoriet hver aften kl. 18 og 20. Ole Rømer-Observatoriet, Observatorievejen 1, Højbjerg, Aarhus kl. 18 og kl. 20. Gratis for alle, men tilmelding nødvendig på Steno Museet.

Yderligere oplysninger
Planetarieinspektør Aase R. Jacobsen
+45 8715 5415
aase.jacobsen@si.au.dk
Museumsinspektør Hans Buhl
+45 8715 5415/2030 0941
hans.buhl@sm.au.dk

Medarbejdere
89573 / i31