Spillemand på en database

Kan man udbygge vidensdeling og handel i en digital æra og samtidig styrke privatliv og sikkerhed? For nogle vil det måske lyde som om, at vi skal kunne blæse og have mel i munden, men ikke for professor Ivan Bjerre Damgård på Institut for Datalogi. Han modtager nu en særdeles prestigiøs ERC bevilling, ERC Advanced Grant, på 15 millioner kroner som skal bruges til at udvikle nye teknikker, så teorierne kan følge trop med virkeligheden.

01.07.2015 | Rasmus Rørbæk Christensen

Professor Ivan Bjerre Damgård modtager et prestigiøst ERC Advanced Grant. (Foto: Morten Koldby)

Når vi står i en stemmeboks og afgiver vores stemme på kandidaterne til Folketinget, så er det en privat oplysning, hvad vi hver især har stemt. Men hvis vi gerne vil have korrekte informationer om, hvad der bliver stemt inde i aflukket, hvordan kan vi så gøre det uden at afsløre den enkeltes stemme? Det er et af de klassiske paradokser, som findes indenfor krypteringens verden. En gåde, som i takt med digitaliseringens indmarch i alt fra skatteoplysninger til online poker kun bliver mere aktuel.

I vort moderne internetbaserede samfund er det nødvendigt at håndtere enorme mængder af information digitalt, og vi vil gerne kunne dele specifikke oplysninger med hinanden og gøre forretninger og afholde auktioner. Men vi vil samtidig gerne kunne styre hvor meget, vi oplyser om os selv, når vi interagerer med hinanden.

Multiparty computation er en krypteringsteknik, der gør det muligt at konstruere et netværk af individuelle computere, der tilsammen arbejder som en maskine og som er meget velegnet til at håndtere fortrolige data. Et ’MPC’-system, som de kaldes til dagligt, gør det muligt at kontrollere nøjagtigt hvilke informationer, der frigives fra systemet uden at give fri adgang til alle informationer. At systemet er opbygget af et netværk betyder samtidig, at sikkerheden er høj, da man ville skulle bryde ind i en stor del af de individuelle maskiner for at få adgang til data.

”Vi begyndte i 1980’erne at regne på muligheden, og i slutningen af årtiet havde vi opfundet denne teori for, at man kunne få et netværk af adskilte systemer til at samarbejde som et. Dengang var vi enige om, at det var en sjov og interessant teori, og vi kunne sagtens se de enorme anvendelsesmuligheder. Men teknologien dengang var slet ikke til at omsætte tanken til virkelighed, så vi troede ikke rigtig på at det nogensinde ville blive til andet end teori” husker professor Ivan Bjerre Damgård.

Teorierne tager fart
Han var i sin tid en del af den gruppe forskere, der udviklede denne ’sjove’ teori, som i dag kendes som ”multiparty computation”. Omkring 2005 skete der et nybrud i de teknikker, man havde til realisering af multiparty computation, og pludselig stod Ivan Bjerre Damgård og andre med den gamle teori, der nu viste sig at have hold i realiteterne og relevans for en lang række områder, og på Institut for Datalogi blev der opbygget en forskningsgruppe, der i dag er en veritabel smeltedigel for nye tilgange til at beskytte data.

Ivan Bjerre Damgård modtager nu en af de meget prestigiøse ERC bevillinger, den såkaldte ERC Advanced Grant. Bevillingen på 15 millioner kroner har til formål at støtte exceptionelle forskningsledere, der har etableret sig i eliten for et givent forskningsområde.

”Vi er i dag kommet til et punkt indenfor feltet, hvor vi har brug for at gå nye veje i udviklingen. Vi har f.eks. brug for en langt bedre forståelse af, hvad der skal til for at vores protokoller fungerer effektivt i praksis.

Samtidig begynder der for alvor at vise sig anvendelsesmuligheder, blandt andet benchmarking blandt virksomheder som gerne vil sammenligne output uden at dele sine hemmeligheder med konkurrenter, eller indenfor data-mining, hvor man kan udlevere præcis de data en forskergruppe f.eks. har brug for uden at kompromittere registres mulighed for at hemmeligholde databasens samlede informationer,” forklarer professoren.

Det projekt som nu bliver muligt takket være ERC-bevillingen kaldes MPCPRO, og står for ’MultiParty Computation PROtocols in theory and in practice’. Målet er, at forskergruppen vil udvikle på tre vigtige parametre indenfor teknologien, uddyber Ivan Bjerre Damgård:

”Jeg er personligt meget stolt over og glad for, at ERC-komiteen har givet os denne flotte bevilling til at arbejde hen imod nogle ambitiøse mål. Vores projekt her skal for det første styrke og udbygge det teoretiske fundament for områdets videre udvikling, for at kunne udvikle nye protokoller og endeligt søge efter svar på, hvor effektive MPC-systemerne kan blive.”

Lars Birkedal, der er institutleder af Institut for Datalogi, er også glad: ”Jeg ønsker Ivan Bjerre Damgård tillykke med den velfortjente udmærkelse. Det er en stor anerkendelse, og bevillingen vil medvirke til, at Ivan Bjerre Damgårds forskningsgruppe kan vedblive med at være en af de stærkeste forskningsgrupper inden for kryptering i verden.”

Anerkendt spillemand
Synes man i øvrigt at kunne genkende den gode professors navn fra anden sammenhæng, så er det ikke helt umuligt, at det er rigtigt. Ivan Bjerre Damgård er ikke ’kun’ virtuos  på computerens taster. I det private er han en ivrig udøver og højt anerkendt skikkelse indenfor den danske folkemusikscene.

”Jeg begyndte at spille violin som 9 årig, og guitar da jeg var 13 år. Siden har det gået som det går, når man øver sig og færdes i et miljø af mennesker, der har en fælles interesse. I dag vil jeg nok selv kalde mig for semi-professionel uden at rødme. Jeg har været med til at udgive albums siden 1980’erne og er i dag aktiv i flere grupper,” siger Ivan Damgård.

En af grupperne er ’Jydsk På Næsen’, som i folkemusikkredse er kendt som den nok ældste folkemusikgruppe herhjemme i dag. Ivan Damgård komponerer flere af gruppens numre, som i dag er blevet en slags ørehængere inden for genren og spilles af bands både indenfor og udenfor landets grænser.

Det er da også i regi af denne gruppe, at vi finder en højdespringer i den musikglade professors spillemands-liv. I 2007 bliver værket ’Spillemandsmessen’ (skrevet sammen med Michael Sommer og Holger Lissner) nemlig nomineret til ikke mindre end fire Danish Music Awards, og Ivan Bjerre Damgård kan lade sig hylde som modtager af en DMA Folk Award som årets danske komponist indenfor folkemusik.

Tilbage i datalogiens verden er Ivan Damgård også vidt kendt som ophavsmand til flere højt citerede papers og har senest skrevet en bog med navnet ”Multiparty Computation and Secret Sharing”, som ventes udgivet i år via Cambridge University Press.

Udvalgte highlights fra Ivan Bjerre Damgårds omfattende CV:
Ivan Bjerre Damgård er født 17. April 1956. Med hans egne ord, så plejer han at sige, "at da min far er fra Skjern egnen og min mor er Sallingbo, så er jeg gennemsnitligt fra Holstebro. Det passer meget godt, for det var der jeg gik i gymnasium. Min far var i øvrigt præst i Aulum-Vinding-Vind valgmenighed."

Ansættelser:
1988: Ph.d. ved Institut for Matematik og Datalogi, Aarhus Universitet.
1988 – 2006: Først adjunkt og fra 1995 lektor ved Institut for Matematik og Datalogi, Aarhus Universitet.
2006: Professor ved Institut for Datalogi, Aarhus Universitet.

Medgrundlægger og ejer af Cryptomathic – en software og konsulentvirksomhed, samt grundlægger af Partisia, der er et selskab med speciale i at designe og implementere MPC-systemer i forretningsverdenen.

Faglige priser og udmærkelser:                         
2006: ’Distinguished lecturer” ved The International Association for Cryptologic Research (IACR)
2010: Fellow ved IACR
2013: Best Paper Award ved European Symposium on Research in Computer Security
2015: The 2015 RSA conference award for outstanding achievements in mathematics.           

Læs mere om Ivan Bjerre Damgårds mange aktiviteter på hans hjemmeside.

Kontakt:
Professor Ivan Bjerre Damgård
Institut for Datalogi
Mobiltelefon: 2083 7137
Email: ivan@cs.au.dk

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere
89573 / i31