Velbesøgt alumnedag på Science and Technology

Mere end 1300 tidligere studerende og medarbejder valgte at bruge torsdag 5. april på at besøge deres tidligere fagmiljø – gense studiekammerater og undervisere, få præsenteret den nyeste forskning inden for deres fagområde, rundvisning i laboratorier og se nye forskningsfaciliteter.

06.04.2018 | Julie Øst Andersson

Alumnedagen var en anledning til at blive klogere på den nyeste forskning inden for fagområderne. Her er det alumner fra Institut for Bioscience, der hører om bl.a. droneteknologi. (Foto: Lars Kruse)

Esben Ejsing, alumne fra Institut for Matematik (Foto: Julie Øst Andersson)

Mette Kølbæk Christensen, alumne fra Institut for Geoscience (Foto: Julie Øst Andersson)

Tram Boo Ngoc Nguyen, alumne fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik (Foto: Julie Øst Andersson)

Faglighed var omdrejningspunktet for den fælles Science and Technology Alumnedag. Derfor var der ikke planlagt ét fælles arrangement men 11, som fandt sted ude på de enkelte institutter og centre. Indholdet af arrangementerne var derfor også forskelligt og spændte over alt fra erhvervsmesse, med præsentationer af virksomheder målrettet de studerende, præsentationer af nye uddannelser og forskning, rundvisning i nye laboratorier og forskningsfaciliteter samt networking over frokost eller øl i studenterbaren.

Institutterne og centrene havde tilrettelagt de 11 arrangementer med udgangspunkt i hvad de forventede deres alumner gerne ville have ud af dagen.

”Den positive respons og de mange tilmeldinger oversteg langt det vi havde håbet på, og jeg tager det som et udtryk for at det valgte koncept er rigtigt og vi imødekommer et reelt ønske blandt Science and Technologys alumner,” siger prodekan Søren Rud Keiding.

Alumnerne siger:

” Min motivation for at deltage er primært fagligt. Jeg er enig med institutlederen i, at følger man ikke med udviklingen inden for bl.a. matematisk modellering, digitalisering og machine learning bliver man en "dinosaurus". Jeg oplever, at eksperter, fra at levere data og analyser til ledelsen, i dag i langt højere grad har direkte indflydelse og kan påvirke det der foregår på ledelsesgangene. ”
Esben Ejsing, Director ved KPMG og alumne fra Institut for Matematik.

”Jeg har prioriteret at deltage på Geosciences alumnedag for at holde mig ajour. Det er vildt fedt at det første oplæg er lige i øjet ift. nogle at de udfordringer vi bokser med i Vejdirektoratet. Oplægsholderen skal jeg i hvert fald have fat i for at høre mere og drøfte mulighederne for samarbejde.”
Mette Kølbæk Christensen, geolog ved Vejdirektoratet og alumne fra Institut for Geoscience.

”Jeg arbejder på instituttet som forskningsassistent, men er jobsøgende og tænkte at alumnedagen var en god mulighed ift. at møde andre alumner, høre hvad om deres arbejde og på den måde også udvide mit netværk.”
Tram Boo Ngoc Nguyen, forskningsassistent og alumne fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik.


”Jeg forventer at ikke kun alumnerne, men også institutterne og centrene på sigt kan få gavn af en bedre kontakt imellem de tidligere studerende og fagmiljøerne. Det er ikke nogen hemmelighed at vi godt kunne tænke os flere samarbejder med virksomheder om f.eks. studenterprojekter og –praktik samt forskningssamarbejder. Vores tidligere studerende er vores bedste ambassadører og en styrket kontakt kan komme til gavn for alle parter”, slutter Søren Rud Keiding.

Initiativet til at slå dørene op og invitere tidligere studerende og medarbejder inden for på Science and Technology har været undervejs noget tid. Institut for Fysik og Astronomi samt Geoscience gennemførte sidste år lignende arrangementer med stor succes.

”Vi blev opmærksomme på at flere af vores tidligere studerende var interesserede i at bliver inviteret tilbage til instituttet. På den ene side for at møde gamle studiekammerater og undervisere, bevæge sig rundt på gangene og gense auditorier og laboratorier. På den anden side for at få præsenteret den nyeste forskning og viden inden for deres fagområde og på den måde holde sig up-to-date” forklarer Peter Balling, professor og ansvarlig for alumnedagen på Institut for Fysik og Astronomi.

Alumnedagen vil blive fulgt op af en evaluering, med det formål at justere på konceptet så institutterne og centrene fremadrettet og bedst muligt kan bevare kontakten til alumnerne igennem bl.a. nyhedsbreve, invitationer til relevante events etc.


Som medlem af Science and Technology alumnenetværk, er man automatisk medlem af Aarhus Universitets alumnenetværk. Du kan som ST alumne således nyde fordel af AUs samlede tilbud til alumner.

Læs mere om Science and Technologys alumnenetværk.

Medarbejdere, Offentligheden / Pressen
89573 / i31