VILLUM FONDEN giver 185 mio. kr. til forskning på Aarhus Universitet

Fem professorer i fagene kemi, datalogi og fysik er udvalgt til at være Villum Investigators og modtager hver mellem 30 og 40 mio. kr. til deres forskning de næste seks år.

01.04.2019 | Peter F. Gammelby

Portrætfoto af Bo Brummestedt

Bo Brummestedt modtager 39,8 mio. kr. til at udvikle nye materialer. Foto: Lars Kruse, AU.

Portrætfoto af Karl Anker Jørgensen

Karl Anker Jørgensen modtager 39,9 mio. kr. til at udvikle grøn katalyse. Foto: Lars Kruse, AU.

Portrætfoto af Henrik Stapelfeldt

Henrik Stapelfeldt modtager 30,2 mio. kr. til at filme atomer i slowmotion. Foto: Lise Balsby.

Portrætfoto af Lars Birkedal

Lars Birkedal modtager 35,4 mio. kr. til at udvikle værktøjer, der kan forebygge fejl i software. Foto: AU.

Foto af Yong P. Chen.

Yong P. Chen tilbydes 40 mio. kr. til at forske i hybride kvantematerialer. Foto: Purdue University

VILLUM FONDEN bevilger i år 410 mio. kr. til i alt 11 erfarne og internationalt anerkendte forskere inden for de tekniske og naturvidenskabelige fag.

Hele fem af bevillingerne går til forskning på Aarhus Universitet – tre af dem endda til forskere på samme institut, nemlig Institut for Kemi.

”Det er rigtigt dejligt at få bekræftet, at vi på Aarhus Universitet har forskere med både høj international kvalitet og rigtig spændende ideer. Det er også dejligt, at vi Danmark har private fonde, der kan tilgodese den forskning og dermed bidrage til den grundlæggende viden, som kan skabe et positivt fundament for vores allesammens fremtid,” siger prodekan for forskning Søren R. Keiding fra Science and Technology på Aarhus Universitet.

Dynamisk krystallografi

Professor Bo Brummerstedt Iversen fra Institut for Kemi får 39,8 mio. kr. til at udvikle dynamisk krystallografi for at skabe fundamentet for fremtidens materialeteknologier. Det vil han gøre ved at udnytte de nye revolutionerende forskningsfaciliteter lige på vores dørtrin: Synkrotronen MAX IV og neutronkilden ESS i Skåne og røntgenlaseren XFEL i Nordtyskland.

Med dem kan han og hans forskerhold studere strukturer af rigtige materialer under reelle forhold i realtid, frem for statiske og gennemsnitlige krystalstrukturer under idealiserede forhold. Ved at studere uorden i de krystallinske strukturer håber han at skabe mulighed for at kunne skræddersy nanokrystaller og måske endda styre denne uorden til at skabe helt nye funktioner i materialer.  

Grøn katalyse

Professor Karl Anker Jørgensen fra Institut for Kemi modtager 39,9 mio. kr. til grøn katalyse. Han vil sammen med forskergrupper fra Danmark og USA udføre ny og innovativ forskning i katalyse på højeste internationale niveau. Fokus er at udvikle nye og hidtil usete reaktionskoncepter, der skal kunne danne grundlag for grøn og miljøvenlig kemi. Den nye forskning skal ikke kun baseres på kemi, men integrere big data analyser og maskinlæring.

Endnu en vigtig del af projektet er at skabe nye vækstpunkter for at tiltrække unge og lovende forskere fra topforskningsinstitutioner til at starte selvstændige forskningskarrierer i Danmark.

Slowmotion-film af atomer

Professor Henrik Stapelfeldt fra Institut for Kemi modtager 30,2 mio. kr. til at filme atomer i molekyler, mens de indgår kemiske rekationer, i ekstrem slow motion. Ekstrem betyder her at belyse processen med glimt af laserlys på ned til et femtosekund ad gangen (et femtosekund er 10-15 sekund eller en milliontedel af en milliardtedel af et sekund).

Det vil definere en ny forskningsretning inden for molekylærvidenskab og have et stort potentiale for ny grundlæggende indsigt og effektive resultater. De vigtigste mål er at lave serieoptagelser af atomer, hvor man kan se brud og fremstilling af kemiske bindinger under reaktioner. Det kan bl.a. give et nyt indblik i de vigtigste fotokemiske processer, der ligger til grund for organiske solceller.

I Femtolab på Aarhus Universitet har hans forskergruppe allerede gjort store fremskridt i molecular movies – ikke mindst fordi det er lykkedes dem at styre molekylernes rumlige orientering ved hjælp af laserstråler, så de vender rigtigt i forhold til hinanden og kameraet.

Fejlfrie programmer

Professor Lars Birkedal fra Institut for Datalogi får 35,4 mio. kr. til at skabe et center for grundforskning i programverifikation.

Lars Birkedal, som fik EliteForsk prisen i 2015, forsker i teoretisk datalogi, nærmere bestemt logik og semantik i programmeringssprog, og hans LogSem gruppe har skabt adskillige gennembrud inden for det vigtige felt, som overordnet kan kaldes ”forebyg fejl i computerprogrammer”. Med avanceret matematik udvikler gruppen modeller og analyseværktøjer, som kan bruges til at verificere programmer med – altså luge softwarefejl ud, inden softwaren når at blive installeret og potentielt skaber ravage eller huller i sikkerheden.

Med de 35,4 mio. kr. vil gruppen udvide sin forskningsindsats til at modellere og analysere et bredere udvalg af realistiske softwaresystemer og en langt bredere klasse af korrektions- og sikkerhedsegenskaber.

Fra USA med hybride kvantematerialer

Endelig har professor i fysik og ekspert i kvantematerialer Yong P. Chen fra Purdue University i Indiana, USA, fået tilbudt 40 mio. kr. til forskningsaktiviteter på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

 

Her vil han få mulighed for at eksperimentere med hybride kvantematerialer og -enheder med hidtil usete funktionaliteter ved at kombinere forskellige kvanteelektroniske/fotoniske systemer.

Mennesker frem for projekter

Villum Investigator-programmet placerer forskeren i centrum og fokuserer på forskernes hidtidige virke og evne til at opbygge internationalt anerkendte forskningsmiljøer.

”Gennem langsigtet finansiering er tanken at give forskerne ro og mulighed for at fordybe sig i den forskning, der optager dem allermest, for derigennem at styrke forskning, der kan føre til gennembrud og overraskende resultater,” forklarer VILLUM FONDENs forskningsdirektør, Thomas Bjørnholm.


Link til VILLUM FONDENS pressemeddelelse

Kontakt

Bo Brummerstedt Iversen
Institut for Kemi
Mail: bo@chem.au.dk
Mobil: +45 27782887

Karl Anker Jørgensen
Institut for Kemi
Mail: kaj@chem.au.dk
Mobil: +45 26804960

Henrik Stapelfeldt
Institut for Kemi
Mail: henriks@chem.au.dk
Mobil: +45 60202770

Lars Birkedal
Institut for Datalogi
Mail: birkedal@cs.au.dk
Mobil: +45 23838546

Yong P. Chen
Purdue Quantum Center
Mail: yongchen@purdue.edu
Telefon: +1 7654940947 

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere
89573 / i31