In memoriam: Professor Emeritus Erik Uggerhøj

Erik Uggerhøj never intended to end up as Professor of Physics at Aarhus University, but did so the long way round via work as a carpenter and teacher.

2014.01.20 | Rasmus Rørbæk Christensen

Erik Uggerhøj died at the age of 82 on 4 January 2014. (private photo)

Erik Uggerhøj was truly an entrepreneur in experimental physics at Aarhus University. Many instruments – especially particle accelerators – came about through his keen sense for the new opportunities that innovative equipment could provide. This applied to the now outdated accelerators built at the Department of Physics and Astronomy in the 1960s. During the 1970s, he became involved in the use of positively and negatively charged particles with electrons and positrons, and new opportunities to use wave-particle duality arose at CERN – the European Centre for Particle Research. Use of these particles, sometimes accelerated to speeds very close to the speed of light, opened up opportunities for new studies in the classical field of the passage of charged particles through matter, initiated by Professor Jens Lindhard at Aarhus University in the 1960s.

Read more (in Danish only) below.

Ved sin kontakt med acceleratorerne på CERN, specielt synkrotroner og lagerringe, opdagede Erik mulighederne for at bygge tilsvarende maskiner til den fysik man interesserede sig for ved Aarhus Universitet. Erik fik her interesseret en lang række fysikere i brugen af en ny stor accelerator, nemlig lagerringen ASTRID, til studier af et bredt område af atomfysiske emner. Erik øjnede også tidligt muligheden for højenergetiske elektroner i ASTRID til produktion af intens kortbølget lys, såkaldt synkrotronstråling. Acceleratoren var så stor, at der måtte bygges et nyt kælderlaboratorium under parkeringspladsen mellem de Kemiske og Fysiske Institutter på Aarhus Universitet.

Erik indså sidst i 90’erne at et væsentligt anvendelsesområde for ASTRID, nemlig hård røntgenstråling, ikke kunne nås med den forholdsvis lave energi ASTRID kunne levere. Erik havde tidligere anvendt kortbølget synkrotronstråling, røntgen, ved DESY laboratoriet i Hamburg. Erik promoverede derfor stærkt en synkrotronstrålingsfacilitet til hård røntgen. Et nyt byggeri i kælderen blev bygget med ministerielle midler i 1997. Det siger vel lidt om Eriks overtalelsesevner, at byggeriet blev færdigt og taget i brug mange år før den nye ring ASTRID2 blev bevilget i december 2008.

Erik var en markant personlighed på CERN, fra han udførte de allerførste eksperimenter i midt-70erne, med bl.a. den senere Nobelpris-vinder Georges Charpak, til ved sin karrieres afslutning at have været talsmand for et stort antal eksperimenter. Dette krævede en stor rejseaktivitet, og Erik var også i flere perioder ansat på CERN, hvor også familien blev installeret. Han trivedes såvel med en uformel snak i CERNs kantine med ledelsen, som med at gå forrest med slagboremaskinen når fundamentet til det næste eksperiment skulle bygges. Hans idérigdom var meget stor, og han nød at blive udfordret på idéerne, så de efterhånden kunne udkrystalliseres til eksperimenter der kunne gennemføres. Hans entusiasme og overtalelsesevne fandt næsten ingen lige, og han fremførte altid sin sag med overbevisning og begejstring, og han kunne på denne måde næsten altid nå sit mål.

Stor var også hans 'holdånd': Stort set ingen - indbefattet ’det langsomme lys’s mester, danskeren Lene Hau fra Harvard, der var på CERN i 80'erne bl.a. med Erik - har været på CERN uden at have været inviteret til en 'outing', hvor Erik med glæde overlod vandringen i bjergene til de yngre kræfter for at kunne koncentrere sig om den perfekte grillning til senere spisning under åben himmel.

En anden af Eriks ”specialiteter” var langsomme antiprotoner. I begyndelsen af 1980’erne var der en voksende interesse i at forstå de indviklede mekanismer, der bestemmer udkommet af stød mellem simple, ladede partikler og atomer. På Institut for Fysik og Astronomi havde mange forskere arbejdet med sådanne emner, ikke mindst fordi der var adgang lokalt til både proton- og elektronacceleratorer, men det var Erik, der skabte et gennembrud i denne forskning ved at foreslå, at man kunne sammenligne proton-kollisioner med antiproton-kollisioner, der fra 1980’erne kunne fås på CERN.  Dette arbejde har været medvirkende til det kommende center for partikelterapi til behandling af kræft ved Skejby Sygehus.

At Erik fik sat så mange væsentlige fodspor indenfor naturvidenskaben og specielt fysikken skyldes også hans evne til at engagere og overbevise andre mennesker uanset deres alder og rang fra direktører, rektorer, og dekaner over kolleger og studenter til teknikere og håndværkere.

Let us pay tribute to the memory of Erik Uggerhøj.

Søren Pape Møller, Ulrik Uggerhøj and Helge Knudsen.

Staff
89573 / i31