Du er her: AU  Medarbejdere Fakulteter  Science and Technology For undervisere Kvalitetsportal for uddannelser på Science and Technology

Kvalitetsportal for uddannelser på Science and Technology

Kvalitetsportalen for uddannelser på Science and Technology er et redskab for studienævnsmedlemmer, uddannelsesansvarlige, studieadministratorer, medlemmer af fakultetsledelsen og andre med ansvar for sikring og udvikling af uddannelsernes kvalitet. 

På siderne her kan du finde beskrivelser af roller og ansvar i forbindelse med kvalitetsarbejdet samt processer, opgavefordeling og årshjul for hver af de fem delpolitikker i Aarhus Universitets politik for kvalitetsarbejde på uddannelsesområdet.

Omdrejningspunktet i kvalitetsarbejdet på Science and Technology er de årlige statusmøder for kvalitetsarbejdet på uddannelser samt de 5-årlige uddannelsesevalueringer. Resultaterne opsummeres i en årlig uddannelsesrapport for ST. Læs mere nedenfor og i menuen til højre.     

Årligt statusmøde

Skabelon til handleplan (opfølgning på årligt statusmøde)

Arbejdsplan for statusmøder ved ST

Aarhus Universitets fælles ramme for den årlige status på uddannelsernes kvalitet 

Formål: Alle uddannelser ved Science and Technology drøftes ved et årligt statusmøde. Formålet med de årlige statusmøder er at foretage et systematisk eftersyn af uddannelserne i deres helhed, identificere indsatsområder og følge op på allerede iværksatte projekter og initiativer. Som en del af møderne følges op på, hvordan uddannelserne klarer sig i forhold til de fælles fastsatte indikatorer og nøgletal for uddannelseskvalitet på AU.

Grundlaget for den årlige status er en datarapport indeholdende studiedata samt handleplan fra det seneste statusmøde. Mødedeltagerne kan efter behov supplere med yderligere data, som kan kvalificere drøftelsen - eksempelvis opsamling på de kvalitative undervisningsevalueringer og referater fra aftagerpanelmøder. Studieadministrationen har ansvar for udarbejdelse og fremsendelse af mødeindkaldelse og datarapporter, koordineret med den uddannelsesansvarlige. Mødedeltagerne skal have materialet mindst to uger før statusmødet.

Det er væsentligt, at hele uddannelsesudvalget er inddraget i forberedelsen af statusmødet. Det er den uddannelsesansvarliges/uddannelseslederens ansvar at sikre, at det sker – enten ved afholdelse af et forberedende møde i uddannelsesudvalget eller ved forberedende drøftelse pr. mail.

Fokus på statusmødet er:  

(a) Evaluering: Uddannelsens velfungerende elementer, områder hvor uddannelsen har problemer af kvalitetsmæssig karakter (fagligt, didaktisk, strukturelt), herunder indikatorer med røde flag samt øvrige forhold med indflydelse på de studerendes læring og gennemførelse.

(b) Initiativer: Forslag til nye initiativer, opfølgning på tidligere iværksatte initiativer.  

Deltagerne i det årlige statusmøde er uddannelsesudvalget, den uddannelsesansvarlige/ uddannelseslederen, studielederen, institutlederen/direktøren samt en repræsentant fra studieadministrationen.

På diplomingeniøruddannelserne deltager også den ledende studievejleder ved ASE og udviklingschefen.

På civilingeniøruddannelserne deltager sektionslederen.

Den uddannelsesansvarlige/ uddannelseslederen er ansvarlig for den indledende fremlæggelse af datarapporten samt oplæg til drøftelse. Den uddannelsesansvarlige/uddannelseslederen er også ansvarlig for opsamling på mødet i form af forslag til handleplan.

Mødeplanen fastlægges af studielederen. Studielederen kan i den forbindelse vælge at invitere uddannelsesansvarlige fra andre uddannelser med – for at bidrage til videndeling.

Dokumentation og opfølgning: På baggrund af mødet udarbejder den uddannelsesansvarlige en kort handleplan. Handleplanen godkendes af uddannelsesudvalget og institutleder/direktør og sendes efterfølgende til studielederen og studieadministrationen.

Uddannelsesevaluering


Alle uddannelser ved Science and Technology evalueres hvert femte år.

Uddannelsesevalueringerne

  • har et fremadrettet udviklingsperspektiv  
  • fokuserer på forhold ved uddannelsen, som uddannelsesudvalget, studieleder, studienævnet og prodekanen for uddannelse ønsker at styrke
  • tilvejebringer et helhedsorienteret, systematisk og eksternt perspektiv på arbejdet med udvikling og sikring af uddannelsernes kvalitet og faglighed.


Evalueringen foretages af et panel bestående af mindst to eksterne eksperter og en intern ekspert. Desuden indhentes eksterne perspektiver fra censorkorps og aftagere. Den interne forankring af evalueringen og opfølgningen sikres af institutlederen/direktøren, studielederen, studienævnsformandsskabet og den uddannelsesansvarlige/uddannelsesleder. Den uddannelsesansvarlige/uddannelsesleder sikrer inddragelse af uddannelsesudvalg og bidrager til udarbejdelse af selvevalueringsrapporten. Prodekanen har det overordnede ansvar for at ST’s uddannelsesevalueringer igangsættes, gennemføres og følges op.

Evalueringsprocessen består af fire trin:

  1. Fokusering: Prodekanen for uddannelse, uddannelsesforum, institutleder/direktør, uddannelsesudvalg, studieleder og studienævnsformandsskab fastsætter evalueringens fokus på baggrund af (a) igangværende eller planlagte indsatser og (b) identificerede kvalitetsudfordringer (fremgår af datarapport, nøgletal og undersøgelser).
  2. Analyse: Grundlaget for evalueringen er en selvevalueringsrapport, som dels baserer sig på data vedr. hovedpunkterne i Aarhus Universitets kvalitetspolitik og dels på data, som belyser den/de valgte fokuspunkter.
  3. Evalueringsmøde: Forud for evalueringsmødet indhentes kommentarer fra eksterne interessenter (eksempelvis censorformand, formand for aftagerpanelet, repræsentation fra praktikvirksomheder) samt studienævnsformandsskabet. På baggrund af mødet udarbejdes et referat og en oversigt over evalueringspanelets anbefalinger. Deltagerne i dialogmødet er: Evalueringspanelet (eksterne eksperter og en intern ekspert), prodekanen for uddannelse, uddannelsesudvalg, den uddannelsesansvarlige/uddannelsesleder, studieleder, institutleder/direktør samt en repræsentant fra administrationen. På diplomingeniøruddannelserne deltager også udviklingschefen og på civilingeniøruddannelserne sektionslederen. Prodekanen er mødeleder.
  4. Opfølgning: Udkommet af evalueringen drøftes på et opfølgningsmøde med deltagelse af prodekan, studieleder, uddannelsesansvarlig og institutleder/direktør. På opfølgningsmødet fastsættes det, hvem der har ansvar for opfølgning på de enkelte punkter.  

Uddannelsesrapport for Science and Technology

Handleplaner fra de årlige statusmøder samt uddannelsesevalueringer opsummeres i en årlig kvalitetsrapport for ST. 

Uddannelsesrapporten har tre formål:

  1. At sikre opfølgning på fælles problemstillinger vedr. uddannelsernes kvalitet
  2. At bidrage til løbende udvikling af uddannelserne
  3. At danne basis for en vurdering af om kvalitetsorganisationen og -aktiviteterne er tilstrækkelige.

Læs Uddannelsesrapporten 2016

110316 / i31