Vandsommerskole tager fat i en af verdens største udfordringer

Et halvt hundrede studerende fra 13 lande påbegyndte mandag to ugers intensivt kursus i avanceret og bæredygtig vandhåndtering. Kurset på Låsby Kro er opstået i et tæt samarbejde mellem Aarhus Universitet og en af række af landets førende virksomheder inden for indvinding, distribution og rensning af spildevand.

12.08.2019 | Peter F. Gammelby

En flok unge mennesker står i højt græs og kigger ned i en grøft.

Projektingeniør Erland Stubkjaer Christensen fra Skanderborg Forsyning viser de studerende et regnvandsoverløb, som er en del af et klimaprojekt i Låsby. Foto: Ida Marie Jensen, AU.

Tre midaldrende mænd står ved siden af et par unge kvinder ved et rækværk.

Lærere og studerende får et kig på regnvandsbassinet Låsby Søpark: (fra højre) professor Niels Peter Revsbech, leder af Aarhus University Centre for Water Technology, WATEC, Erland Stubkjær Christensen fra Skanderborg Forsyning og Michael Ramlau-Hansen fra AVK. Foto: Ida Marie Jensen, AU.

En mand i lyseblå skjorte står og taler blandt nogle siddende unge mennesker

På vandsommerskolen tager Lars Schrøder en tjans som underviser i smart vandforsyning. Han er administrerende direktør i Aarhus Vand. Foto: Ida Marie Jensen, AU.

På verdensplan bliver over 80 pct. af alt menneskabt spildevand ledt direkte og urenset ud i naturen. Og i mange lande går mellem 30 og 60 pct. af det producerede drikkevand tabt, inden det når frem til forbrugerne.

Danmark er blandt verdens førende lande, når det gælder at håndtere de problemer. Langt størstedelen af vores spildevand bliver renset, og rensningsanlæggene bliver bedre og bedre til at udvinde biogas og næringsstoffer mv. fra det. Og vi taber kun 7,8 pct. af drikkevandet.

Danmarks position er en af årsagerne til, at Advanced Water Cycle Management Course har kunnet tiltrække så mange studerende; med 49 tilmeldinger er det nærmest at betragte som et tilløbsstykke i betragtning af, at kurset er det første af slagsen på Aarhus Summer University.

Våde hænder

En anden og nok så væsentlig årsag til tilstrømningen er, at kursets arrangører i høj grad er folk med praktisk erfaring i at løse de aktuelle udfordringer.

Det er forskere fra Aarhus University Centre for Water Technology, WATEC, og specialister fra industrien, forsyningsvirksomheder og rådgivende ingeniører, som sammen har udviklet kurset, og alle parter bidrager til lærerstaben.

Dermed får de studerende både indblik i de nyeste og smarteste metoder til at forvalte et bæredygtigt vandkredsløb, og i effektivt offentligt/privat samarbejde.

”Vi vil forsøge at skabe at skabe ambassadører, der kan gå ud i verden og gøre en forskel. Vi vil understøtte vandvisionen i FN’s verdensmål og hjælpe mennesker til bedre levevilkår. Og så er det vigtigt at styrke det fremtidige samarbejde mellem erhvervsliv, forsyningen og universitetet,” lyder motivationen fra Michael Ramlau-Hansen, der er Global Brand Manager i AVK koncernen.


Kontaktinformation:

Kristine Howe Kjer,

Specialkonsulent, koordinator,
Institut for Bioscience - WATEC Aarhus University Centre for Water Technology
Mail: kkh@bios.au.dk
Mobil: +4540179739

Du kan finde flere informationer om Advanced Water Cycle Management Course her: http://watec.au.dk/water-management-summer-school/

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere, Erhverv
89573 / i31